Kalas er på listen over ord som sjældent bruges og derfor er ved at forsvinde ud af det danske sprog, og det er da synd og skam. Kalas betyder en stor og overdådig fest (hvem kan undvære et ord for det?), og sådan føles min weekend, omend på den helt nære, hverdagsagtige måde.
Der er taget hul på vinterferien fra skolen, men trukket i arbejdstøjet hjemme. I løbet af weekenden har vi skiftet alle vores døre, så de nu er fine og knitrende hvide. Hængt billeder op og færdiggjort de nye bogreoler. Arbejde ja, men ting som det gør godt at få ordnet. Som belønning tog vi i Biffen lørdag aften for at se Poupoupidou, en fransk krimi om en Marilyn look a likes dødsfald. Historien var jævnt god, men filmens force ligger helt klart i den flotte billedside.
Til søndag eftermiddag hører kage, og idag blev det til en lille portion banan cupcakes med chokoladefrosting. En perfekt restekage som kunne laves af ingredienser, jeg allerede havde i køleren, inkl. en overmoden banan.
Det er første gang, jeg har prøvet mine nye mumi cupcakeforme, men de gjorde helt sikkert bagningen lidt sjovere. Kvaliteten er jeg også godt tilfreds med, de er stadig klare og tydelige i farverne efter bagningen, og det er jo netop hele meningen, når man køber så fine forme. De er lavet af svenske
Kalasform, som har et helt sortiment af forme med de skønne mumier på. De kan købes i Plint i Århus og den skønne butik 1 og 1/1 del (en og en hel del) i Randers.
Fortsat god søndag til jer!